Kæmpe bjørneklo

Kæmpe-bjørneklo
har groft savtakkede blade og hvide blomsterskærme, som kan blive 10 cm i diameter og  4 m høj. Stængelen er groft furet, rødplettet og stivhåret.

 

 

Kæmpebjørneklo en trussel mod dansk natur

Kæmpebjørneklo fra Kaukasus er i dag en trussel mod mangfoldigheden i den danske natur, og det er på høje tid, at bekæmpelsen koordineres for at opnå en større effekt, skriver biolog Ulla Poulsen

Fra forskere, som beskæftiger sig med problemet, lyder det enstemmigt, at planten vil medføre alvorlige konsekvenser for den lokale biodiversitet og antallet af vilde planter i hele det nordlige Europa i fremtiden, hvis der ikke gøres en kraftig indsats for at bekæmpe den. Den nuværende bekæmpelse er slet ikke tilstrækkelig. Kæmpe-Bjørnekloen kaldes i dag for landets mest frygtede landskabsukrudt.

Kæmpe-Bjørneklo fra Kaukasus truer den danske mangfoldighed.
Den 2-3 meter høje skærmplante Kæmpe-Bjørneklo er en indført plante, som på-stås at stamme fra Kaukasus. De planter, der vokser i Kaukasus er dog ikke fuldstændig identiske med de planter, der i dag vokser mange steder i Europa. Måske er et krydsningsprodukt fremkommet under dyrkning, men der hersker usikkerhed om navngivningen af bjørneklo-arterne. Kæmpe-Bjørneklo hører til slægten Heracleum, som er opkaldt efter den græske halvgud Herakles. Kæmpe-Bjørnekloen er blevet kaldt Heracleum mantegazzianum, men kaldes i dag oftest H. pubescens. Foruden Kæmpe-Bjørnekloen findes der i slægten de oprindeligt danske Almindelig Bjørneklo (H. sphondylium) og Grønblomstret Bjørneklo (H. sibíricum).

Kæmpe-Bjørnekloen er to- til flerårig. I det tidlige efterår visner de ikke-blomstrende planter tilbage og efterlader pæleroden, som overvintrer i op til 4 år - og udvikler større og større skud hvert år. Planten blomstrer først efter 2-3 år og dør efter blomstringen. Frøene spredes kun over korte afstande med vinden, men kan flyde 3 dage i roligt vand, inden de tager vand til sig og synker. En enkelt plante kan sætte fra 5.000 til 20.000 frø. I England har man endog set én plante sætte 60.000 blomster, og da "frøet" faktisk er en to-delelig spaltefrugt, resulterede dette i 120.000 frø!

Den Kæmpe-Bjørneklo, som vokser i Kaukasus, er dér en naturlig del af et stabilt økosystem, hvor konkurrencen mellem områdets planter og bjørnekloens naturlige fjender, som insekter og svampe betyder, at planten ikke bliver totalt enerådende. I Danmark er den indførte plante ikke er en naturlig del af økosystemet. Dette betyder, at Kæmpe-Bjørnekloens meget hurtige og voldsomme vækst, det store bladareal og den enorme frøsætning gør planten til en meget effektiv konkurrent over for andre planter. Kæmpe-Bjørnekloen optræder meget aggressivt og kan danne store tætte skove, hvor den skygger stort set alle andre planter væk - så hele plantesamfund forsvinder under bladdækket. Når Kæmpe-Bjørnekloen indtager f.eks. et engområde, vil næsten alle sommerfugle, bier og andre insekter samt fugle, som før levede i området, forsvinde. Dermed fører planten til, at hele samfund ødelægges. Plantens frø indeholder end-videre stoffer, som hæmmer spiringen af andre planter. Da planten er indført, udnyttes den kun i meget ringe grad af det naturlige dyre- og insektliv, og en ren bestand af Kæmpe-Bjørneklo har et ekstremt fattigt dyreliv.

Et bevis på plantens enorme spredningsevne er et tilfælde fra Sverige, hvor én plante, der blomstrede i 1930'erne i dag er blevet til en bestand på flere kilometers længde og 75 meters bredde!

En anden meget vigtig grund til at bekæmpe planten er dens giftige saft. Alle dele af planten indeholder furokumariner, som kombineret med sollys kan give alvorlige udslet. Man kan i slemme tilfælde få smertefulde brandsårslignende blærer og høj feber. I værste tilfælde kan man få vedvarende eksem. Både i Irland og Sverige har man eksempler på, at planten på grund af sin gift hindrer lystfiskeres adgang til at fiske i floderne.

Den indførte plantes udbredelsesmønster
I Kaukasus vokser stedets Kæmpe-Bjørneklo i højurtesamfundet i det øvre skov-bælte i de vestlige bjerge i Kaukasus, hvor planten gror på engområder, på lysninger og rydninger nær trægrænsen og langs bjergbække. Bjørnekloen kom til Sverige i midten af 1800-tallet, til England i slutningen af 1800-tallet og til Schweiz i 1890. I Danmark omtales Kæmpe-Bjørnekloen allerede i 1807 i frøkataloger fra Botanisk Have, hvor planten angives at stamme fra Krim eller Kaukasus. Planten optræder senere i andre frøkataloger. Der findes ellers flere sjove historier om, hvordan bjørnekloen menes at være kommet til Danmark med det pakkemateriale, som Bissen og Thorvaldsens statuer efter sigende skulle have været pakket ind i under deres transport fra Rom. Thorvaldsens statuer kom til København i 1838, og frøskærmene skulle herefter være blevet smidt i havnen, hvorefter planten skulle have bredt sig langs Øresund og Skåne. Der er dog formentlig ingen hold i disse historier. Det er mere sandsynligt, at planten efter introduktionen til danske haver og parker senere bredte sig ud i den danske natur.

I 1983 konstaterede Fredningsstyrelsen at planten havde spredt sig til alle dele af landet, og fandtes på alle jordtyper, også lette vestjyske sandjorde. I Botanisk Forenings verserende Atlas-undersøgelse, hvor 5 gange 5 km ruder registreres, er der fundet Kæmpe-Bjørneklo i alle de indtil videre registrerede ruder. Der er nu registreret i hvert fald 300-400 ruder, som er jævnt fordelt over hele landet. Denne registrering dokumenterer plantens store udbredelse i Danmark, og planten er i dag et problem i hele Nord-, Vest- og Centraleuropa, hvor man overalt har set den samme udvikling i udbredelsen.

Forskningsresultater fra Tjekkiet tyder på, at man kan opdele udbredelsesmønstret i tre perioder. Den første periode går fra indførelsen i forrige århundrede og 50-70 eller 100 år frem, hvor planten trives på få lokaliteter - hovedsagelig i planteskoler og botaniske haver, hvortil den blev indført.

I den efterfølgende periode begynder planten pludselig at sprede sig voldsomt og begynder at invadere naturlige plantesamfund. I denne periode spredes planten til flod- og å-bredder og ender med at være enerådende på de lokaliteter, hvor der ikke sættes ind over for planten. I denne periode går det især ud over de i forvejen trængte ånære eng- og moseområder.

De fleste vil sikkert også huske, hvordan bjørnekloens store tørrede skærme i 60'erne og 70'erne blev transporteret hjem på taget af bilen som pynt til stue- væggen. I Maglemosen ved Vedbæk blev bjørnekloens frøskærme sågar produceret til salg i ANVA i København. I folks iver efter at pryde stuen blev planten desuden spredt til vejkanter, lossepladser osv. Og det var ikke kun danskere der dyrkede denne uskik - også svenskerne var med på moden!

I østlandene er Kæmpe-Bjørneklo blevet brugt til ensilage, og ved Statens Planteavlsforsøg lavede man omkring 1930 forsøg med dyrkning af Kæmpe-Bjørneklo med henblik på ensilering. Forsøget blev dog ikke ført ud i praksis.

Videnskabelige undersøgelser fra Tjekkiet og Storbritannien har vist, at den indledende spredning og konsolidering langs åbredder bliver efterfulgt af den tredje periode, hvor der sker en eksponentiel stigning i udbredelsen. Denne udbredelse sker ind i det generelle landskab væk fra å-bredderne, og præferencen for ådalene udviskes. Meget tyder desværre på, at det er det samme billede, vi ser i dag i Danmark. F.eks. ved Hårby Å på Fyn, hvor bjørnekloen breder sig op over de høje ådalsskrænter til kanterne af markerne ovenfor og derfra videre ind på eventuelle brakmarker. Dette er f.eks. tilfældet ved Strandby ved Hårby Å. Samme mønster ses også ved Odense Å, hvor hegn og brakmarker invaderes længere og længere væk fra åen. Forskningsresultater tyder også på, at så snart planten er etableret i en bestemt habitattype, spredes den eksponentielt uafhængig af vegeta-tionstypen.

Det er vigtigt at kende dette generelle udbredelsesmønster for at kunne vurdere plantens spredningsmuligheder og dermed dens potentielle trussel mod den oprindelige natur. Kæmpe-Bjørnekloen har i dag spredt sig til så forskellige biotoper som enge, moser, vejgrøfter, diger, markhegn, strandområder, skovbryn og skovlysninger, skove, overdrev, grusgrave, heder og klitter - og er derfor en trussel mod mange naturtyper. Nogle har ment, at planten kun trives i våde og næringsrige områder. Det er nok rigtigt, at planten trives bedst disse steder, men desværre kan den også gro og sætte frø på tørre og næringsfattige steder. F.eks træffes planten på overdrevsarealerne i Jordløse Bakker, i klit- og hedeområder ved Bulbjerg og i fynske grusgravsområder. I en skov ved Skårup Strand på Sydfyn er der også observeret en meterhøj underskov af Kæmpe-bjørneklo inde i en gran- og bøgeskov. Kæmpe-Bjørneklo i skove kendes også fra Sverige og Skotland. Langs skovstier blomstrer bjørnekloen fint mens den i mørkere dele af skoven kun sjældent sætter blomster. Her danner den til gengæld en tæt monokultur i skovbunden, som skygger for nyopvækst af træer.

Frøene er ret modstandsdygtige over for saltvand, og frø, som er blæst ud i vandet, kan føres langs kysten, hvor de ved højvande kan nå nye voksesteder langs de danske strande.